Klits Vinterhavedrømme

Vel var det slægtninge af Jacobsen-linien, der udvandrede til Californien. Meeen! Klitterne er ikke sådan at holde ude. Her er en større familiekomsammen i Death Valley :) På grund af varmen holdt jeg mig på afstand. Det er ikke noget at spøge med midt på dagen.

Fra trappen til Coit Tower på Telegraph Hill i San Francisco fangede jeg dette koncentrat af USA: Colombus, som nyder udsigten fra sin piedestal, de firhjulede symboler på den amerikanske frihedsdrøm, flaget, som forener nationen under Gud og endelig Alcatraz som symbol på det amerikanske retsvæsen. Forholdsvis sidder der ti amerikanere i fængsel for hver dansker. Vi har "kun" ca. 3.000 fængselspladser mod 30.000 hvis vi havde amerikanske forhold.
Grandkusine Carolyn var en fremragende vært og guide og jeg belemrede hende naturligvis ikke med mine ekstreme politiske holdninger ;) 

Sæsonarbejdere er vanskelige at rekruttere og oplære, og det californiske landbrug undergår derfor en hastig mekanisering. Rosinproduktionen har altid været arbejdskrævende, men nye maskiner lægger selv en endeløs bane papir mellem vinrækkerne, plukker druerne og lægger dem i et jævnt, tynd lag på papiret. Når druerne er blevet til rosiner om 3-4 uger er der en anden maskine, der samler dem op, renser dem og fræser papiret ned i jorden.
Efterkommerne efter farmors lillebror har gjort det godt, Det var spændende at sidde i stuen hos "fremmede" og kigge i fotoalbums og se sin far som 1-årig for første gang. Der var mange andre spændende fotos og nogle breve, som jeg fik med hjem. I lørdags skulle jeg til frokost hos moster i Tommerup og lagde turen forbi lokalarkivet i Vissenbjerg. Mon de kunne sige mig, hvor oldefar, skrive- og danselærer Godtfred Grønninger Jacobsen havde boet og virket. Og Fresnogård, som oldemor skriver, at hun har været til fest på i 1921, hvor har den mpn ligget? Men de havde ikke noget. Jeg har sendt dem en håndfuld fotos til arkivet, og senere sender jeg nogle breve. Mååske kan det hjælpe andre søgende.

Moderne rosinproduktion hos Jacobsen & Laub i Fresno County

Californien er der, hvor kæmpekålen gror. Her i form af sequoia-trær. Vi fik set en "million milliarder" af dem. Højdemæssigt er de på niveau med Rådhustårnet i København, og den største vi så (The General Sherman Tree), var 11 meter i diameter og mere end 3.000 år gammelt og verdens største levende organisme. Den er fredet og beskyttet af et passende hegn, så her ser min rejse- og livsledsager med et mindre eksemplar af arten, som vist har haft ondt i maven på et tidspunkt af sit lange liv.

Kilroy havde ikke været der. Jeg skimmede de mange visitkort på frugtbodens stolper, men der var ikke en eneste, jeg kendte. Jeg bad om at låne deres hæftemaskine, så nu sidder mit visitkort på et kundevenligt sted på East Kings Canyon Rd øst for Minkler. Det var dagen før, vi skulle se de fjerne slægtninge i Fresno, men først skulle vi indtage Kings Canyon og omegn. Frugten var frisk og god, og humøret i top. 

Kender du følelsen af lettere skuffelse blandet med fascination?
Det var sådan, jeg oplevede Morro Bay. En pragtfuld lille fiskerby med flot badestrand og en masse spændende naturoplevelser. Jeg spurgte hotelmutters teenagedatter, hvad hun syntes, var det bedste ved Morro Bay. Stranden! lød det prompte.
Susanne og jeg bevægede os ud på en aftentur til fods. Lidt på må og få, men vandet måttet nødvendigvis ligge nedenfor bakken. Som vi gik der på havnen hørte vi søløvernes bjæffen og gik efter lyden. Jo vist - den var god nok. Der på bådebroen lå de. Vi gik til ro i håbet om at koldfronten ville være forsvundet ud i Stillelhavet igen næste mrogen, men nej. Om morgenen kunne vi ikke se en hånd for os. Vi var havnet i tågeland. Vi forhørte os hos de "indfødte" der fortalte, at tågen plejede at lette hen over middag. Men den kunne også finde på at ligge fast nogle dage.
Jeg mener, at Morro bay er et besøg værd. Måske en hel uge! Men formålet med vores rejse var bl.a., at vi skulle se verdens største levende organisme, og møde nogle fjerne slægtninge i Fresno og San Francisco. Vi kunne ikek vente på ubestemt tid og besluttede os for at lette anker og drage videre øst på. Men først skulle vi lige ud og se Morro Rock - en 200 m. høj klippe. Man kan ikke komme op på den stejle klippe, men der er et rigt fugleliv. Klilppen er fuglereservat med ynglepladser for vandrefalke, pelikaner og mange andre eksotiske fugle. Vejen ender ved nogle klippeblokek større end bilen, og jeg kan beholde telelinsen i tasken. Her er i stedet et vidvinkel skud i tågen :) 

Vi havde stadig nogle dage inden en familiesammenkomst i Fresno, og besluttede os for at køre ad Pacific Coast Highway 1 / 101 til Morro Bay. Umiddelbart virkede det tillokkende på kortet. En lille badeby næsten halvvejs mellem LA og San Francisco.
En times tid før målet ser vi noget anderledes i horisonten. Ved Pismo Beach kørte vi helt ned til stranden ved Spyglas Park for st se nærmere på det.  "Jamen det var da et utroligt flot syn. Fænomenalt fascinerende," mente jeg. Men min elskede Susanne gennemskuede det hele. Det betyder, at det ikke er strandvejr, når vi når frem til Morro Bay!!!
Hvorfor dog tage sorgerne på forskud? 

OK, det havde vi ikke lige planlagt. Labor Day weekend i Los Angeles = en tætpakket by. Samtidig toppede en hedebølge med med op til 36 C og en ret fugtig luft. Vi satte gps-en til at finde Mount Wilson i ANgeles Forest og havde en spændende dag i naturen. BBQ Ribs på en hyggelig terresse med udsigt til slukningen af en skovbrand. Vi nød de kølige sted med bare 31 C inde vi atter steg ned i den varmedistyngede storby. Vi er vist ikke bymennesker.

.

Jo, jeg lever endnu. 3 uger i Californiens varme skulle lade batterierne op til den mørke tid. Om det virkede? Hmm - det ved jeg ikke. Kolde knoer på cykelstyret i morgendiset breder sig gennem hele kroppen og udvikler en særdeles intens udlængsel. Men der er jo lige det der med datterens bryllup i næste uge, og det søde barnebarn i Glostrup. Og terminer og alverdens andre udgifter. Kort sagt. Min situation kalder på en fast indkomst. Surt - men der er jo minderne og tre uger i selskab med min bedste ven gennem 34 år.

Vi dumpede ned i LA i en hedebølge og konstaterede, at et liv i skyggen ikke er det værste.